Der var engang én der bemærkede, at en ”gaffe” i Washington er, når en politiker ved et uheld kommer til at sige sandheden. Takket være globaliseringen er dette et globalt fænomen.

En Reuter historie begynder med ”Muslimer verden over kræver en undskyldning fra præmiereminister Silvio Berlusconi, og E.U. var lamslåede af forfærdelse, efter at italieneren anslog, at vestlig civilisation var Islam overlegen”.

Den Arabiske Liga krævede en undskyldning, eller en udtrykkelig benægtelse af, at italieneren nogensinde kunne have sagt noget sådan. E.U., ledet af Belgien, reagerede som om nogen havde spist kaviar med fingrene. ”Jeg kan dårligt forestille mig, at Hr. Berlusconi kunne have kommet med en sådan bemærkning”, gispede Guy Verhofstadt, den belgiske præmiereminister.

Berlusconi fortalte reportere i Berlin, at ”Vi bør være vores civilisations overlegenhed bevidste, som består af et værdisystem, der har givet folk udbredt velstand i de lande der favner dette, og garanterer respekt for menneskerettigheder og religion”.

”Denne respekt eksisterer sandelig ikke i islamiske lande”, erklærede han.

Mens kritikere har kaldt denne bemærkning ”uacceptabel”, ”barbarisk”, ”dum”, og – selvfølgelig – ”racistisk”, så er det vanskeligt at finde ét usandt ord i hans bemærkning (og hvordan hans kommentar kan være ”racistisk” går ud over min fatteevne, eftersom alle ”racer” kan findes indenfor den islamiske verden)

Nu har det jo ikke altid forholdt sig sådan. Der var en tid, hvor den muslimske verden lå i front i kapløbet om menneskelige fremskridt, og der var en endnu længere periode, hvor lederne i det kapløb lå meget tætte den islamiske, europæiske og kinesiske civilisation imellem. Men lige nu, og i overskuelig fremtid, kan medlemmer og tilhængere af vestlig civilisation med enhver ret vifte den store ”Vi er nummer ét” skumfinger som de har lyst.

Der findes ikke én eneste kategori af oplyst herredømme, i hvilken Vesten overordnet set ikke er den islamiske verden overlegen – igen, overordnet set. Religiøs frihed, social mobilitet og tolerance, garanti for lovens friheder og rettigheder, velstand – bare skyd løs, og vi gir dem bagsmæk (selvom de i familiemæssig sammenhængskraft sandsynligvis ligger foran).

At være uenig i dette anslag ville kræve at vi tilsidesatte selve de standarder med hvilke vi bedømmer vore egne samfunds mangler. Man kan eksempelvis ikke sige (Som Jesse Jackson hele tiden gør), at U.S.A. er en racistisk og autoritær politistat, og fastholde at Syrien, Iran og Saudi Arabien og andre ikke er meget værre, uden at være intellektuelt uoprigtig. Man kan ikke sige, at det er kriminelt at Amerika lader så mange af sine borgere leve i fattigdom, og så mene at Saddam Hussein, med sine dusinvis af paladser, på én eller anden måde er en mere oplyst leder. Det samme gælder endog vore ”allierede” i Saudi Arabien og Kuwait.

Selv i den historiske afdeling er tingene ikke så velafrundede som anti-vestlige gerne vil have os til at tro. Araberne er præcist lige så dadelværdige i deres deltagelse i slavehandel som Vesten er. Hvad der var unikt for Vesten, var ikke vores involvering i slaveri, men vores insisteren på at ende institutionen, både hjemme og i udlandet.

Næ, jeg begynder at mene, at den centrale kilde til fjendskab i den arabiske verden, simpelthen er misundelse.

Jeg har faktisk på det seneste læst en del bøger og artikler om Mellemøsten, og jeg er kommet til den konklusion, at det hele trods alt ikke har meget at gøre med Israel at gøre. I første omgang, som alle andre, kunne jeg dårligt undgå konklusionen, at World Trade Center på én eller anden måde på signifikant vis var relateret til Israel. Jeg har aldrig været enig med folk der altid er på udkig efter en mulighed for at finde et påskud for at nogle af alle disse ting på vores støtte til Israel, men det syntes naivt at tro, at den jødiske stat ikke havde ét eller andet med sagen at gøre (selvom Osama bin Laden´s største ærgrelse er tilstedeværelsen af vore ”korsridder” hær på den arabiske halvø – og de er ikke der på grund af Israel. De er der for at beskytte olieforsyningen fra Kuwait og Saudi Arabien).

Selvfølgelig, selv hvis angrebet var resultatet af vores støtte til Israel, ville jeg ikke være enig med dem der siger, at 9/11 beviser, at vi skulle lade Israel i stikken. Man kan trods lige så let få fjender ved at have de rette politikker som ved at have de forkerte – bare spørg de betjente der bliver hadet alene for at være betjente. Vi støttede afghanske frihedskæmpere for at besejre det sovjetiske imperium, og bare fordi Taliban var en ubehagelig uintenderet konsekvens af denne støtte, betyder det ikke, at vi skulle have haft dørene slået op for sovjetisk ekspansion. Gør det?

Bernard Lewis, sandsynligvis den største engelske historiker om Mellemøsten, skrev for elleve år siden et brillant essay ”The Roots of Muslim Rage”. Lewis viser, at mens Israel er indlysende upopulær i den arabiske verden, så er det ikke sikkert, det er af de samme grunde som mange automatiserede Israel fjender tror. Se eksempelvis på da Sovjetunionen var en større Israel støtte end U.S.A., vendte den arabiske verden ikke grundet dette sin fjendtlighed mod russerne. Ej heller priste de Amerika, da amerikanerne forholdt sig passive overfor Israel´s situation. U.S.A. har ingen kolonialistisk historie der blot tilnærmelsesvis kan sammenlignes med Storbritannien´s, Frankrig´s eller Tysklands, og alligevel anklages amerikanerne mere end noget andet land for deres ”imperialisme”. Faktisk regerede russerne millioner af muslimer, hvor amerikanerne stort set ikke regerede nogen. Og alligevel udstilles amerikanerne som de slemme af alle slemme. Lewis påstår, at dette er fordi den muslimske verden ganske enkelt er jaloux og fornærmet.

Islamisk kultur, politik og religion – der er langt mere sammenflettet end i Vesten – kan ikke forlige sig med det faktum, at Vesten, ledet af U.S.A., er førerhunden for menneskehedens slæde. Israel kan fungere som en smertelig erindring om denne overlegenhed, men de vil finde ét eller andet at beklage sig over, uanset hvad man gør.

Lewis giver et glimrende eksempel. I 1979 indtog en gruppe muslimske afvigere den store moske i Mekka – ”en begivenhed der intet amerikansk engagement havde overhovedet”, skriver Lewis – og en vred skare i Islamabad i Pakistan angreb og nedbrændte som svar på dette den amerikanske ambassade.

Det er den slags individer eller endog hele samfund gør, når de føler, de ikke får den respekt, de mener de fortjener. Personligt minder det mig om ”race” hylerne, der er overbeviste om, at enhver amerikansk handling eller begivenhed har med race at gøre. Det er et forsøg på at pille andre af større format ned – selv om denne ikke bruger så meget som ét minut om året på at tænke på denne. Du dybere din offerfølelse føles, og jo mere urimelig verden synes at være, jo større er dennes krav på overlegenhed.

Faktisk blev der efter 9/11 af arabisk amerikanske aktivister langt hurtigere fremsat påstande om socialt martyrium end nogen fordømmelse af angrebet. I denne del af den nationale konversation kom det forargede hyleri om diskrimination mod muslimer hurtigt og voldsomt, mens fatwaerne mod massemorderne forblev i deres hylstre.

Dette minder mig sjovt nok om de globale angreb på McDonald´s. Over hele verden angribes McDonald restauranter af alle mulige bizarre årsager, inklusive nogle der teknisk set ikke kvalificerer sig som ”anti-amerikanske”. Faktisk foretrækker demonstranter ofte at angribe McDonald´s frem for at angribe den lokale amerikanske ambassade.

Mens ideologer af alle slags ser McDonald´s som en fjende, så ser McDonald´s dem som potentielle kunder. Alene denne visionskonflikt kan forklare en stor del af problemet. Men fra et bredere perspektiv kan vreden forklares gennem det faktum, at McDonald´s er et håndgribeligt signal om, at verden bevæger sig i retning af noget, disse folk ikke kan lide. McDonald´s bæres af de samme vinde, som den almindelige forbrugerkultur, kvinderettighederne, den økonomiske frihed og alle andre slags ting gør.

Men ét er sikkert; vinden blæser fra Amerika. Dette frembringer jealousi, opblæser klager og fremmaner fortørnelse, der ikke er baseret på fakta. Problemet er, at selv om de slap af med McDonald´s, ville de ikke standse denne vind. I den forstand kan Israel anskues som én gigantisk McDonald´s franchise i Mellemøsten – en raserifrembringende erindring om det faktum, at den islamiske verden langt ud i fremtiden ikke vil sætte kursen.

Faktisk, som Lewis formulerer det, udgør dette et reelt problem for begge sider af civilisationens konflikt. Hvis Amerika i fremtiden uanset hvad skal møde uvilje grundet sin succes, så er der ikke meget vi hverken kan eller bør gøre for at få dem til at lide os. Alt hvad vi kan gøre, er på bedste vis at beskytte vore interesser, og så bare vente på de bliver voksne.