Ved undersøgelse af islamistiske gerningsmænd kræver det, at vi undgår at anvende vor vestlige forståelse af verden. Hvis vi udelukkende holder os til vore vestlige fornuftsbegreber – såsom loven om årsag og effekt – kan dette lede til den misledende opfattelse, at håbløshed og dyb desperation er rødderne for selvmordsbombere. Der findes mange mennesker i verden, der har alle grunde til at føle sig desperate omkring deres elendige og udsigtsløse liv. Ingen af disse griber dog til myrderier på mennesker, ved at sprænge overfyldte busser i luften, eller kapre jetfly, for derefter som eneste formål, at dræbe dem selv og så mange andre mennesker det er muligt at tage med i døden. Sådan reagerer mennesker i almindelighed ikke på elendighed. Ved undersøgelser af dokumentationsvideoer af såkaldte ”Palæstinensiske martyrer”, produceret lige for deres dødsmissioner, vil vi ikke finde beviser på desperation eller håbløshed, men i stedet finde en enorm mængde stolthed og glæde, en glæde tæt på begejstring. Derfor kan gerningsmændenes motiver hverken forklares med anvendelse af årsag-effekt-teorier, ej heller kan motiverne tilskrives ”ondskab”. Disse mennesker anser ikke dem selv for værende onde, men ser i stedet dem selv som modige frihedskæmpere og gudfrygtige frontløbere. Undersøgelser af sindene hos islamistiske gerningsmænd kræver derfor vor villighed til bogstaveligt talt og seriøst at påtage os en verdensanskuelse, der for os synes fremmed og grænsende til vanvid.

For at forstå hvad lighederne mellem islamistiske og nazistiske overbevisninger er baseret på, må vi først se på Ægyptens ”Det Muslimske Broderskab”, der blev grundlagt i 1928, som etablerede islamismen som massebevægelse.

Den fortsatte betydning for Det Muslimske Broderskab for islamismen, er sammenlignelig med det bolsjevittiske partis for kommunismen i det tyvende århundrede: Det Muslimske Broderskab er den organisatoriske, såvel som den ideologiske kerne, der succesfuldt inspirerede alle efterfølgende islamistiske grupper og tendenser. Ingen anden organisation har influeret Al Qaeda´s stampersonel i højere grad end broderskabet og dets ledende medlemmer Hassan al-Banna, Sayyid Qutb og Abdullah Azzam har.

Yderligere har Det Muslimske Broderskab været organisationen, der først skabte konceptet om en moderne tids krigeriske Jihad, og gjorde længslen efter døden til et islamisk ideal.
Dette er af særlig betydning, eftersom Islamisme står for den fundamentalistiske forståelse af Islam, kombineret med det udtrykkelige formål at skabe et krigerisk Jihad. Så tidligt som i 1938 præsenterede Hassan al-Banna, den karismatiske grundlægger af broderskabet, sin egen version af Jihad, i et essay ved navn ”The Industry of Death”. I denne artikel beskrev han ikke rædslen ved at dø, men i stedet afbillede døden som et ideal at længes efter. Hassan al-Banna skrev: ”For en nation der perfektionerer dødens industri, og som ved hvordan man dør en nobel død, giver Gud et stolt liv i sin verden, og endeløs nåde i efterlivet”

Konceptet om krigerisk Jihad blev entusiastisk velkommen af ”Gud´s tropper”, som broderskabet refererede sig selv som. Når som helst deres bataljoner i semi-fascistisk formation marcherede ned af Kairo´s boulevarder, sang de: ”Vi er ikke bange for døden, vi begærer den…Lad os dø i muslimernes frelse”. Denne særlige fortolkning af Jihad kom ikke før omkring 1930´erne. Det bør bemærkes, at dens sammenfald med ankomsten af en nylig ondartet antisemitisme, er absolut verificeret.

Oprindeligt antændte den britiske kolonimagt et kald på en Sharia-baseret ny orden, og producerede Islamisme som en social bevægelse, og som et redskab for modsættelsen af kulturel modernitet. Med broderskabet møntede ikke primært sin Jihad mod britterne, franskmændene eller den ægyptiske elite, der havde samarbejdet med briterne. I stedet var jihadbevægelsen op til 1951 næsten udelukkende eksklusivt fokuseret på zionisme og jøder.

Mens medlemskabet af broderskabet havde rundet otte hundrede i maj 1936, var det omkring august 1938 vokset til utrolige to hundrede tusind – ikke medtællende de mange ikke-medlemmer der støttede broderskabet. Men i disse to år fandt kun en stor kampagne sted i Ægypten, som udelukkende var målrettet zionisme og jøder.

Kampagnen selv blev initieret af den såkaldte ”Arabiske revolte” i Palæstina, som den notoriske mufti i Jerusalem, Amin el-Husseini, havde iværksat. ”Ned med jøderne!” – ”Jøderne ud af Ægypten og Palæstina!”, var slogans i massedemonstrationerne, som broderskabet organiserede i Ægyptens byer i 1936. Deres pamfletter opfordrede til boykot af jødiske varer og butikker. Deres avis al-Nadhir offentliggjorde en regulær klumme kaldet ”Faren ved Ægyptens jøder”. De offentliggjorde også navne og adresser på jødiske forretningsmænd, og navnene på angiveligt jødiske avisudgivere over hele verden, påførende disse enhver ondskab – fra kommunisme til prostitution – til den ”Jødiske plage”

Mange af deres aktioner, såvel som deres retoriske slogans anvendt i denne anti-semitiske kampagne, var klart taget fra nazi-tyskland. Broderskabet inkluderede dog også islamiske rødder af had mod jøder. De brugte og spredte et citat fra Koranen, at jøder skal anses for ”troendes værste fjende”. Yderligere fremmanede de gamle historier fra det tidlige Islam´s historie, ved at pege på et eksempel fra Muhammed der, som legende fortæller det, lykkedes ikke blot at udrydde to stammer fra Medina i det syvende århundrede, men dræbte hele den mandlige befolkning i den tredje stamme, og solgte kvinder og børn til slaveri. Og de understreger (og anser stadig), at Palæstina er islamisk territorium (Dar al-Islam), hvor jøder aldrig bør tillades at regere så meget som én eneste landsby, endsige end stat.

Den mest dedikerede og bidragende i skabelsen af de første revolter mod ægyptens jøder, var tilstedeværelsen af én mand i Palæstina. Muftien i Jerusalem, Amin el-Husseini, der senere blev berygtet for sit samarbejde med nazisternes regering, havde opretholdt den højeste politiske og religiøse post i Palæstina siden 1921. Der var ingen der mere succesfuldt initierede en konflikt jøder og muslimer imellem end denne mufti. Så tidligt som i 1929 dræbte en mufti-ledet pogrom 133 indfødte jøder i Jerusalem og Hebron. Kort derefter erklærede muftien den uophørlige kamp mod jøderne, som alle muslimske troendes vigtigste ansvar. De der vovede at modsætte sig hans anti-jødiske ordres, blev offentligt afsværgede, og offentligt truede i moskeerne under fredagsbønnen.

Ikke desto mindre måtte muftien tage stilling til magtfulde modstandere, såsom klanen fra Nashashibis og den kristne minoritet i Palæstina. I kontrast til muftien prøvede Nashashibis´erne at komme over éns med jøderne, såvel briterne, på en mere pragmatisk måde, ved at forhandle, mere end at engagere sig i kampe og drab.

Kontroversen mellem Husseini-klanen og Nashashibis fandt sted under ”Den arabiske revolte” i 1936, som havde haft til mål, at sætte en fuldstændig stopper for jødisk immigration. Denne særlige revolte var ”et afgørende vendepunkt i den moderne, og ultimativt tragiske palæstinensiske historie, for zionismen og for Mellemøsten”, som Aaron S. Klieman skrev, da den skabte og substantielt formede udviklingen af islamismebevægelsen.

Muftien brugte denne opstand til at slippe af med alle palæstinensere, der var uenige med ham, og var villige til at forhandle med jøderne. Den tyske videnskabsmand Abraham Ashkenasi skriver: ”Muftien myrdede med stor brutalitet sine modstandere indenfor det palæstinensiske område. Der fandt flere myrderier sted indenfor det palæstinensiske område, end mod jøder og briter”. Det er bemærkelsesværdigt, at det allerførste islamiske terrorregime blev etableret i disse palæstinensiske territorier, som muftien kontrollerede gennem revolten. Palæstinensere der ikke fulgte muftiens anti-vestlige kode, eller ikke til punkt og prikke fulgte Sharia, blev omgående og skånselsløst myrdet.

Slutteligt brugte muftien denne revolte til at gøre det palæstinensiske spørgsmål til den arabiske verdens brændpunkt. I et brev til Adolf Hitler understregede muftien sine utrættelige og succesfulde bestræbelser på, at bruge det ”palæstinensiske spørgsmål” til at ”sammensmelte alle arabiske lande i et fælles had mod briter og jøder”. Ingen steder var hadet mod jøderne dog dybere forankret end i Ægypten, hvor Det Muslimske Broderskab i Gud´s navn kaldte på palæstinensernes drab af Nashashibis´er, der mobiliserede masserne til støtte for muftien mod jøderne.

Det skal understreges, at muftien såkaldte ”arabiske revolte”, fandt sted på baggrund af hagekorset: Arabiske pamfletter og tegn på vægge blev prominent dekoreret med nazisymbolet; Muftiens politiske ungdomsorganisation paraderede som ”Nazi-spejdere”, og arabiske børn titulerede hinanden med nazi-hilsen. De der måtte passere gennem palæstinensiske rebelske kvarterer, måtte bære et flag med hagekorset, for at beskytte sig mod angreb fra muftiens frivillige.

Fra 1933 tilbød muftien vedholdende at tjene den nazistiske regering. I begyndelse blev muftiens kamp mod jøderne støttet alene i ideologiske termer. Det var ikke før 1937, at muftiens ”Hellige krig” modtog substantiel støtte fra nazi-tyskland, i form af finansiel assistance og forsendelser af våben. Klaus Gensicke skriver i sin afhandling om muftiens kollaboration med nazisterne: ”Muftien selv indrømmede, at det helt og holdent var grundet tyske donationer, at han kunne gennemføre sin opstand i Palæstina, med slogans, våben og penge, derigennem opildnende ”Det Muslimske Broderskab” i Ægypten.

Det var dog ikke før d. 8 maj 1945, at den ideologiske tilgang mellem muftien, ”Det Muslimske Broderskab” og Nazisterne toppede. Dette blev åbenbart i begyndelsen af november 1945. Gennem denne måned gennemførte de muslimske brødre de værste anti-jødiske pogromer i hele ægyptens historie: Anti-semitismen havde da begyndt sit skift fra Tyskland til den arabiske verden.

På jubileet for Balfour-erklæringen stormede demonstranter det jødiske kvarter i Kairo. De plyndrede huse og butikker, angreb ikke-muslimer, smadrede synagogerne og satte ild til dem. Seks mennesker blev dræbt, adskillige hundrede blev såret. De islamiske aviser angreb ægyptiske jøder , ved at bagtale dem som zionister, kommunister, kapitalister og blodsugere, som ”Traffikere” af kvinder og som lejesoldater, som undergravende elementer i alle lande og alle samfund.

Et år senere, i 1946, sikrede broderskabet sig, at muftien Amin el-Husseini, der var blevet en nær ven af Heinrich Himmler, fik asyl, og blev tildelt et nyt politisk domæne i Ægypten. Siden 1945 havde muftien i Jerusalem været eftersøgt som krigsforbryder i Jugoslavien og England. Frankrig havde ham dog i ”varetægt”, og afviste alle udleveringsbegæringer. Med støtte fra broderskabet lykkedes det muftien i maj 1946 at undslippe inkognito. Efter ankomsten i Ægypten blev muftien erklæret for al-Banna´s officielle repræsentant og personlige supervisor for broderskabets aktiviteter i Palæstina. ”I kraft af sin nominering som broderskabets lokale leder i Palæstina, fortsatte muftien med at være anerkendt som national leder af det meste af den arabiske befolkning”

Man må holde sig for øje, at muftien viste sig som den mest glødende tilhænger af udryddelsen af europæiske jøder gennem Anden Verdenskrig. At tildele denne prominente islamiske figur amnesti, var derfor som konsekvens deraf set som den arabiske verdens eksplicitte accept af dennes antisemitiske attitude og antisemitiske aktioner. Fra deraf, som Bernard Lewis formulerede det, var ”en nazi-tilhængers fortid en kilde til stolthed, ikke skam”

Det magtfulde samarbejde mellem Det Muslimske Broderskab og muftien, og pogromerne mod jøderne få måneder efter verden opdagede Auschwitz viste tydeligt, at broderskabet enten ignorerede eller endog retfærdiggjorde Hitler´s udryddelse af europæiske jøder. Konsekvensen af denne attitude viste sig dog at være langtrækkende og karakteriseret af arabisk-jødiske konflikter frem til i dag.

Hvordan forklarede islamister i 1947 dem selv den internationale støtte til skabelsen af Israel?
Ved fuldstændigt at ignorere nazi-tysklands mord på seks millioner europæiske jøder, vendte de dette til en antisemitisk konspirationsteori. I dette lys anså broderskabet F.N.-afgørelsen af 1947 for et ”internationalt plot båret frem af amerikanerne, russerne og briterne, under indflydelse af zionisme”. Kort efter frigørelsen af Auschwitz og erkendelsen af, at de fleste europæiske jøder havde været for magtesløse til at forhindre deres død, erklærede islamisterne jøderne som verdens sande magthavere. Den nazistiske tro på en verdensomspændende jødisk konspiration havde ikke blot overlevet kollapsen af Hitler´s regime, men blev ivrigt optaget i 1947 i den arabiske verden, hvor Det Muslimske Broderskab da havde lykkes at mønstre en million tilhængere.

Det nye gennemslag af den nazi-lignende konspirationsteori bliver især åbenbar, hvis vi tager et kig på Det Muslimske Broderskab´s charter, der kalder dem selv for Hamas. Dette charter, skabt i 1988, repræsenterer ét af vore dages vigtigste islamistiske programmer. Her gør Hamas brug af muftiens antisemitiske retorik, som muftien igen havde optaget fra nazisterne. Broderskabet definerer sig selv som en ”universel bevægelse”, hvis Jihad var ”avantgardens spydspids” i deres kamp mod zionismen.

Dette charter indikerer tydeligt, at de er tungt influerede af Zion´s protokoller. Ifølge dette charter ”står jøderne bag Den Fransk Revolution, såvel som de kommunistiske revolutioner. De stod bag Anden Verdenskrig, hvor de tjente styrtende på handel med materialer og forberedte sig til etableringen af deres stat”. De ”inspirerede etablissementet i F.N. og Sikkerhedsrådet…for at kunne regere verden gennem deres mellemled. Der ville ingen krige være nogetsteds, uden deres (jødernes) fingeraftryk på dem”. Som en anerkendt kender af antisemitismen, Jehuda Bauer, siger: ”Islamismens sprog er helt klart et folkemordssprog. De stræber efter en gentagelse af massemordene på jøderne. Det er nedskrevet sort på hvidt”.

Det er faktisk dette vanvittige billede af jøder som onde og denne verdens skurke, der er rødderne til massemordene på civile i Israel og i U.S.A. Ved at begå deres morderiske operationer mod folk de anser for værende jøder, begår islamisterne i egen forståelse ikke nogen forbrydelse, men en frihedskampshandling, for hvilken Gud vil belønne dem i himlen. Derfor udtrykker videoer med palæstinensiske islamister ikke desperation, men i stedet stolthed og glæde.

På denne baggrund burde det ikke overraske os, at vidner i retssagen om Motassadeq i Hamburg, Tyskland, bevidnede eksistensen af antisemitisme og Mohammed Atta´s tro på nazikoncepter. Skulle det yderligere overraske os, at Osama bin Laden anklager ”jøderne” for at ”holde Amerika og Vesten som gidsler”, givet det faktum, at grundlæggeren af Hamas, den Palæstinensiske Abdullah Azzam, var den mest betydningsfulde lærer og protektor for al-Qaeda´s leder?