Gentagelsens betydning og skabelsen af en muslim

 Lad os begynde med en normal nyfødt baby. I mange islamiske lande findes en skik, der handler om at hviske en bøn i øret på den nyfødte; processen med at skabe muslimen begynder omgående, og fra det øjeblik, er den uophørlig.

Husk på at den nyfødte er præindstillet på at lære nyt materiale. At lære helt nyt materiale er en “specialitet” for den nyfødtes hjerne. Eftersom menneskets hjerne er født “tabula rasa” i kundsskabshenseende,
er det nødt til at være forfærdeligt dygtig til at organisere og give ting mening, som de aldrig tidligere har været præsenteret for, ellers ville det være “kørt fast”, ude af stand til at “komme ud af starthullet”, for ikke at sige “deltage i løbet”.

Den nyfødte hjerne har mange flere hjerneceller end en voksen har,men cellerne er ved fødslen anatomisk og fysiologisk umodne. De har lavet meget få forbindelser med hinanden, så for den nyfødte er alt “derude” ude af kontekst og giver ikke nogen mening.

Neuronerne begynder at modnes; ved hver oplevelse begynder nogle celler at kommunikere med andre celler. Hvis oplevelsen gentages ofte nok, bliver forbindelsen mellem cellerne permanent. Efter et stykke tid begynder de ubrugte celler at dø.

Disse – i numerisk overtal af celler og “ubrugte” netværk – er så hemmeligheden om den stejle læringskurve, man ser hos meget unge børn.

Tidligt i livet lærer vi gennem repetition. Det er den måde permanente forbindelser mellem hjerneceller etableres.
En enorm mængde af den slags læring finder sted før man er fem år, og stort set det hele automatiseres hurtigt – de neurale
netværk for individuelle opgaver bliver så veletablerede, at genkaldelsen af information bliver bestræbelsesløs.

Vi genkalder os meget lidt af den læring der finder sted op til femårsalderen, til trods for at der er under denne periode at læringskurven er stejlest. Kognitive psykologer mener, at grunden til at vi ikke kan lagre hukommelse i en form vi let kan genkalde. For at kunne lagre hukommelse effektivt, er vi nødt til at have et sprog, hvilket ikke er særligt veludviklet før femårsalderen.

Yderligere, mens den del af hjernen der er så vigtig i skabelsen af hukommelse, hippocampus, modnes ret tidligt i livet, så er neocortex, hvor langtidshukommelsen gemmes, ret umoden indtil omkring børnehavealdren. Når hippocampus skaber hukommelse, og sender dem til tumlingens neocotex, bliver den ikke bevaret særligt effektivt,
især kompleks hukommelse, så den hukommelse vi har fra omkring femårsalderen er noget fortegnet. Noget vi lærer i alderen
ét til to år, er vanskeligt for os at genkalde i seksårsalderen.

Dog, omkring fem eller seks års alderen sker der noget meget vigtigt. Da har vi opnået en stor databank af simple fakta, og nu kan vi begynde at evaluere dem. Det er omkring dette tidspunkt vi begynder at forstå ting som døden, og det faktum at smerte også er noget andre føler.
Vi begynder at forstå, at “godt” og “ondt” har betydninger ud over den idé, at mor bliver sur på os for noget; vi begynder at forstå, at smerte og død ikke er gode ting.

Kort sagt er vi nu parate til at lære det mest elementære filosofiske, især etik.

Men man har lidt travlt. Mellem femårsalderen og puberteten er tidspunktet hvor de grundlæggende ideer om godt og ondt, om verden er et godt sted eller ej, om andre folk kan forventes at behandle os rimeligt eller ej og så videre, bliver etableret. Attituder og følelsesmæssige responser bliver også indgraveret i denne tid, og som andre slags læring, bliver de automatiserede. Den slags etableret, vanemæssig og automatiseret måde at tænke og respondere følelsesmæssigt på, kaldes ofte en “mentalitet”. En veletableret mentalitet er vanskelig at ændre efter puberteten, når, under inflydelse af hormoner, hjernen “krystaliseres” ind i den voksnes organisation, som den vil bære med sig gennem resten af livet. Det betyder ikke, at nogen med en bestemt mentalitet ikke kan forandre sig – det betyder bare, at det er vanskeligt – og mange finder det for vanskeligt.

Martin Luther forstod hvor vigtigt det var, med sin tro at række ud efter børn, da han brød med den katolske kirke. Han skrev til lederne af de tyske stater, og bad dem etablere et skattefinansieret skolesystem, hvor der var mødepligt og curriculum kunne kontrolleres. På den kunne hele generationer på ganske få år vokse op og blive lutheranere,
selvom mange forælre ikke var enige med ham. Faktisk var det luthersk styrede skolesystem model for det amerikanske system etableret af Horace Mann.

Ved synet af lutheranernes succes med deres skolesystem, svarede katolikerne med en hel klosterorden, jesuiterne, udelukkende dedikerede til undervisning. De havde ikke statsskoler, men systemet jesuiterne udviklede, Ratio Studiorum, blev bredt anerkendt som det bedste og mest innovative for sin tid, så forældre var ivrige efter at deres børn skole gå der. Jesuiterne erkendte også vigtigheden af at nå børnene med deres ideer, mens de stadig var unge, med ord som
“Giv os dit barn til det er seks år, og det skal være vores resten af livet”.