I den schweiziske nationale valgkampagne i 2007 propaganderede det højreorienterede ”Swiss Popular Party” en plakat visende tre hvide får sparkende et sort får over et hegn. Ordene ”Sicherheit schaffen” (skab sikkerhed) refererede til partiets strikse lovoverholdelsesprogrammer, som sigtede mod at sende fremmede kriminelle residenter tilbage hvor de kom fra.
Denne plakat frembragte en fast diplomatisk intervention fra F.N.´s repræsentant for racismeproblemer (Doudou Diène, en senalgeser) der hævdede, at denne plakat ville promovere racistisk had, fordi den afbillede en hvid minoritet diskriminerende mod farvede immigrantminoriteter. Som svar hævdede det forsvarende parti, at plakaten blot ville visualisere mundheldet om ”det sorte får”: ethvert kollektivt udstødt gruppemedlem grundet han ikke tilpasser sig gældende normer og forventninger. Dette svar fik støtte af mange på webfora og blogs, der hævdede, at Diène´s argument lige så godt kunne bruges til at belaste enhver anvendelse af ordet ”sort” med negative konnotationer (eksempelvis ”blackmail” eller ”black magic”).

Denne meget korte historie illustrerer adskillige store tilstedeværende elementer i den politiske korrektheds bestræbelser på at implementeringen finder sted.

Hovedpointen er, at medlemmer af en regerende majoritet (i dette tilfælde: endogene schweiziske borgere) anklages for at opretholde diskriminerende attituder mod en sårbar minoritet, hvilket er udtrykt i deres verbale ytringer eller andre former for nedsættende adfærd.
Den almindelige opfattelse at de samme ytringer kan have forskellige betydninger for forskellige talere og modtagere, accepteres ikke. I stedet påstås det at bestemte udtryk er iboende stødende (eksempelvis racist eller sexist), og at de er tæt knyttede til dårlige tanker og intentioner fra hvilket de stammer. Derfor er eliminationen af sådanne ytringer ikke bare nødvendige, men en tilstrækkelig foranstaltning til at udrydde ondskab.
Politisk Korrekthed er almindeligvis propaganderet og implementeret på en ”top-down”-facon. Typisk er et kollektiv der blot hænger ved sine traditionelle idiosynkratiske terminologier anklaget for at angribe minoriteter. Disse belastninger baseres på den påstand, at sådanne partikulære normer burde erstattes af mere universelle standarder. Mens minoriteter baseret på race, køn, religion og så videre er omhyggeligt forsvarede, er der almindeligvis meget mindre respekt for lokale kulturers traditionelle måder. Den højere etiske rangering af sådanne universelle normer bruges til at retfærdiggøre sådanne interventioner – selv når de kolliderer med intern gruppelegitimeringsstandarder. Politisk Korrekthed er åbenbart særligt inkompatibel med schweizisk politisk kultur, fordi den er så afhængig af ”bottom up”-legitimering baseret på demokratiske stemmer.
Kontroverser finder almindeligvis sted indenfor eliten, uden at spørge minoritetsmedlemmer om de virkeligt føler sig stødte, og i hvilken grad de føler sig stødte. Derfor er klager over angreb blot baseret på abstrakte antagelser og dekontekstualiserede fortolkninger, ikke på demonstrerede empiriske fakta.
Til konklusion; den virkelige kamp i Politisk Korrekthed er ikke om fakta, men om symbolske fortolkninger. I ovenstående eksempel er den virkelige sag et forsøg på at få en international institution til at tage kontrol over betydningen af verbale udtryk og billedudtryk af nationale eller subnationale populationer. Givet antagelsen af at der er en tæt kobling mellem udtryk og underliggende intentioner, ses kontrol over udtryk som vejen til kontrol over følelser og tanker.

Anvendende en funktionalistisk tilgang kan væksten hos Politisk Korrekthed forklares enten som en korrelation af tviste eliter imellem, eller som et udkomme af samfundsudviklinger på makrosociologiske og makrokulturelle niveauer.

Fra et mesosociologisk perspektiv synes det frugtbart at anse Politisk Korrekthed som akademikeres og andre kultureliters strategi til sikring af status og genererende politisk legitimering og support.

Vestlige intellektuelle finder nye måder at genhverve deres hegemoniske dominans ved at artikulere internationale universelle moralstandarder mod lokale traditionelle kulturer der moralsk miskrediteres som ”etnocentrisk”, ”sexistisk”, ”xenofobisk” eller andre diskvalificerende termer. Deres godgørende multikulturalisme er ”paternalistisk” i den forstand, at den følges af en accentuering af vestlig overlegenhed: ved at propagandere selvdistanceformer for tolerance og legal lighed der ikke alle deles af minoriteter under beskyttelse af vis-a-vis deres egen kultur.
I takt med at moderne samfund bliver et kludetæppe af minoriteter, som resultat af indvandring kan Politisk Korrekthed blive en rationel strategi til opnåelse af stemmer, ved at solidarisere med minoriteter, frem for at artikulere majoritetens synspunkter.
”Hvis ”offeret” bliver mere afhængig af liberale, så meget desto bedre behøver liberale afhængige grupper af ”ofre” til at føde den store stat med. Disse ”afhængige” stemmer, og de stemmer for dem der vil kalde dem ofre”. (LomaAlta 2007).
Politisk Korrekthed er en maskine til genereringen af nye professionelle roller og attraktive offentlige karrierer. Den frigiver yderligere laviner af regeringsudvidelse ved at definere en ny tillægsrolle for regeringen: som en omsorgsperson dedikeret til kontrol over borgernes adfærd – ned til niveauet af verbale udtryk, stilen det udtrykkes med og des lige. Derfor kan ”affirmative action”-programmer rettet mod inklusionen af minoriteter let instrumentaliseres til retfærdiggørelse af yderligere regeringsreguleringer (ved at vedtage nye love) og ved at udvide den offentlige administration (ved at skabe nye positioner dedikeret til opgaver vedrørende regeludvidelser, kampagner, retsopgør, rådgivning, supervision og sanktionskontroller). Mens regeringens greb om økonomien er formindsket i løbet af neoliberalistiske dereguleringer og privatiseringer, er regeringens greb om kulturelle og moralske anliggender tiltaget: derigennem skabt mange nye jobs for humanioraakademikere eller socialvidenskaber – præcist de brancher hvor der er så megen understøttelse af Politisk Korrekthed. Så nye områder for jobekspansion synes hurtigst tiltrængt, da den stagnerende velfærdsstat ikke er disponeret til at skabe mange yderligere jobs i uddannelsesområdet, i sundhedsområdet og social- og velfærdsområdet i den nærmeste fremtid.
Politisk Korrekthed er elitens ”Ny tale”, der bruger den som et redskab til at skabe afstand
til dårligere uddannede outsidere, der diskvalificerer dem selv når de anvender et politisk ukorrekt sprog, fordi de ikke er tilstrækkeligt informerede om de seneste terminologiske overgangsfænomener.
”Eksempelvis i mine australske studiematerialer, fandt jeg, at der var nogle studerende der ikke ville påtage sig emner vedrørende aborigineres rettigheder, fordi de følte at deres mangel på kundskab om den rette terminologi omgående ville identificere dem som ”racister” (det faktum at mine aboriginske studerende ofte selv benyttede andre termer mindskede ikke problemet). Disse studerende var bekymrede for, at så snart de åbnede deres munde og brugt ”ukorrekte” termer, ville de blive angrebet af de ideologisk rene. Og de havde en pointe; der findes virkeligt sådanne zealotter”. (McMahon 2003).

I et makrosociologisk perspektiv kan fremkomsten af Politisk Korrekthed forklares som en første, stadigt højest famlende måde at omgås globaliseringen og multikulturalismen.
I løbet af globaliseringens og multikulturalismen har de fleste lande måttet forlade simple traditionelle koncepter af national identitet, der er opstået på præmissen af unikulturel dominans. Eksempelvis U.S.A. er fundamentalt formet af konceptet at det er en nation af hvide immigranter der accepterer engelsk som deres sprog, delende puritansk fremdrift efter økonomisk succes og havende konsensus omkring grundlæggende konstitutionelle værdier og normer. Dog behøver den tiltagende selvbekræftelse af sorte siden tresserne såvel som de spirende immigrationsrater af latinamerikanere, asiater og afrikanere mere komplekse opfattelser, i hvilke multikulturelle realiteter er fundamentalt taget i betragtning, især på universiteter hvor multietnisk sameksistens må praktiseres på daglig basis, og hvor intellektuelle implikationer af kulturelle divergenser bliver meget synlige (især i humaniora-videnskaberne).
I dette perspektiv kan Politisk Korrekthed ses som en meget præliminær ”første udgave” af en sådan ny model, der responderer til spørgsmålet, hvordan national konsensus stadig kan fastholdes på basis af høj (og tiltagende) racemæssig og etnisk diversitet.
Sådan en respons er helt sikkert forsimplet så langt, at Politisk Korrekthed går for langt i respekten for disse nye minoriteter på højt generaliserede måder: mens majoriteten bebyrdes med alle opgaverne med tilpasning og redistribuering. Ved at overprivilegere minoriteter på bekostning af hidtil dominerende populationssegmenter (hvide mænd), skabes gode betingelser for disse minoritetskulturer til at artikulere dem selv og deltage i formgivningen af en omspændende national kultur.
Dog denne model af ”affirmative diskrimination” er i sig selv bygget på værdier og normer der ikke kan tages for givet i hele populationen. Mens den kan skabe mere enhed mellem minoriteterne (ved at opfatte dem som homogene kollektiver), har den et stærkt delende gennemslag på den agerende majoritet selv: promoverende aldrig sluttende ophedede konflikter mellem liberale politisk korrekte zealotter på den ene side og trodsige konservative på den anden side.

Det kan argumenteres at Politisk Korrekthed bliver tiltagende uundværlig i en tid med internet, fordi mere uformel ytringsreguleringsnormer er nødvendige når alle har de tekniske muligheder for at adressere (og angribe) alle andre i fuld offentlighed – især fordi ingen formaliseret juridisk orden i global skala hidtil er på plads.
Det er dog også indlysende, at Politisk Korrekthed er baseret på nogle præmisser der er undermineret af de nye globale digitale kommunikationsmedier. Derfor antager Politisk Korrekthed implicit, at i samtidens samfund er muligheder for lingvistisk selvudtryk stærkt begrænsede og socialt kontrollerede. Kun under sådanne betingelser giver det mening at sige, at dominerende majoriteter er i stand til at fastholde et kulturelt hegemoni, ved at påtvinge deres egne diskurser på alle populationer, mens diskursen for minoriteter gøres tavs og ”deres historier forbliver ufortalte” (eksempelvis Hartman 1991).

Dette synspunkt kan meget vel beskrive det konventionelle mediesamfund som det har eksisteret gennem det meste af det tyvende århundrede: et samfund baseret på en offentlig ”top-down”-kommunikation kontrolleret af politikere og økonomiske eliter. Dog har internettet ændret denne situation fundamentalt ved at forsyne selv de mindste grupperinger med fuldt teknisk potentiale til at gøre sig dem selv hørte i en globaliseret offentlig sfære (Geser 1997).
Under disse nye betingelser er der ikke plads til paternale majoriteter observerende godgørende venlighedsregler i forhold til forfordelte minoriteter, da minoriteterne selv er vel i stand til at artikulere deres egne behov og kæmpe når de føler sig skidt behandlet.
Internettet underminerer også alle bestræbelser på at behandle minoriteter som et udifferentieret hele (eksempelvis alle kvinder havende de samme behov for lingvistisk beskyttelse) fordi det bliver synligt, at kollektiver i almindelighed er komponeret af mange undergrupper der har meget forskellige sensitiviteter, såvel som i betydningen de bidrager med til de samme verbale udtryk. Som internettet udvikler sig med en gigantisk mængde verbaliseringer, bliver det mindre og mindre på sin plads at begrænse ytringsfrihed med påstanden om at ”ord er handling”. Faktisk ser vi, at den langsigtede kulturelle evolution i hvilket ord og gerninger er blevet disassocierede nu har nået et nyt kulminationsstade.

Med andre ord: der er mere behov for tolerance end nogensinde i et samfund hvor en ukontrollerbar variation af bekræftelser og meninger om mig (og de grupper jeg tilhører) er propaganderet på websider, blogs, chatforum og så mange andre digitale medier. Denne historiske epoke er særligt dårligt udrustet til at kultivere personlige og kollektive hypersensitiviteter og til at mobilisere retssager når som helst noget ”stødende” er skrevet eller sagt nogetsteds i den digitale sfære.
Hele den postmodernistiske opfattelse af ”ord skaber verdener” (Hartman 1991) og at diskurser er i rekursivt relation til samfundets magtrelationer (Foucault) må betvivles på et tidspunkt hvor så mange diskurser vedvarende finder sted i en offentlig sfære der vedholdende fragmenteres ind i en mangfoldighed af ”mikro-offentligheder”. Under postmodernistiske antagelser ville én dominerende diskurs være fundamentet for vedligeholdelsen af en konsolideret samfundsmæssig magtstruktur – men hvad vi observerer er, at diskursområdet hurtigt mangfoldiggøres, mens samfundsstrukturerne vedbliver mere eller mindre de samme.

Mens Politisk Korrekthed kan bidrage til et menneskeligt civilisationsfremskridt ved at promovere inklusionen af hidtil negligerede minoriteter, kulturelle mønstre og synspunkter, reducerer det skarpt mulighederne for at optræde rationelt mod vore sociale omgivelser: på ideologiniveauet såvel som i sfæren af hverdagshandlinger og i området for videnskabelige undersøgelser.

På det ideologiske niveau kan Politisk korrekthed ses som en konceptmæssig genoplivning af præmoderne ”område-systemer” bestående af nydeligt definerede kollektiver i hvilket alle individer er fuldt integrerede (Spencer 2004: 563). Faktisk forstærker Politisk Korrekthed en stærkt traditionel model af sociale relationer hvor hvert individ ses som en eksponent for en enkelt kollektiv gruppe til hvilken han eller hun fuldt tilhører uden mulighed for at undslippe: eksempelvis baseret på køn, race, religion eller etnisk baggrund. Mens medlemskabet i sådanne grupper er fikserede af tilskrevne karakteristika, er samfundets standpunkt for sådanne kollektiver ligeledes uændrede, fordi den afgøres af historiske faktorer (eksempelvis århundreders tidligere lidelser under undertrykkelse og diskrimination).

Dette synspunkt er i diametral modsætning til Georg Simmel´s opfattelse af den moderne mand som et ”krydsende punkt af sociale cirkler”: et synspunkt der stærkt udelukker prædominansen af en enkelt tilskrevet status i et kollektiv der definerer fuld individuel identitet og gennemtrænger alle andre sociale roller og alle aspekter af individuel tænkning og adfærd. I stedet ses mennesker som indehavende mangfoldige delvise identiteter der kan ændres gennem vilje: højt individualiserede entiteter af den simple grund, at der ikke findes to mennesker der deler præcist den samme konfiguration af medlemskab og roller (Simmel 2008: 305ff.).

I sfæren af social praksis er mange officielle normer henledt på social kontrol ikke fuldt fastholdt på nogle sociale minoriteter, fordi særlige kulturelle og religiøse forsigtigheder må respekteres. I Storbritannien eksempelvis er kvinder i Burka til tider undtaget fra kropsvisitering. Denne regel er blevet hensynsløst udnyttet af en bankrøver der lykkedes at passere grænsen ukontrolleret ved at bære en Niqab. (Krönig 2006).
Givet det faktum at de fleste terrorister er unge muslimske mænd stammende fra Mellemøsten eller Nordafrikanske lande, ville det være højst effektivt at fokusere antiterroraktiviteter på disse grupper: eksempelvis udsætte dem for særlig grundig overvågning og undersøgelse. I stedet forbyder Politisk Korrekthed sådanne metoder af ”etnisk profilering”: således at eksempelvis alle passagerer er udsat for samme kontrol i lufthavne, selv ældre hvide kvinder der har ekstremt lille sandsynlighed for slette intentioner.
Som resultat heraf må flere ressourcer sættes af til sådanne undersøgelser, passagererne må vente længere på at checke ind, og liv er måske i fare, da der ikke er nok ressourcer til at udsætte alle for den samme systematiske kontrol.

For social videnskab er den mest katastrofale konsekvens af Politisk Korrekthed, at viden om samfund reduceres, da mange undersøgelsesemner anses for værende ”for sensitive”, da det antages, at minoriteter kan påvirkes negativt.
Eksempelvis er det blevet upassende at samle og offentliggøre kriminalitetsdata baseret på forbrydernes race og etnicitet, da det argumenteres, at resultaterne kunne generere nye eller øge allerede eksisterende negative stereotyper mod immigrantminoriteter (Gabor 1994).

Sådanne argumenter negerer den grundlæggende præmis af et åbent liberalt samfund, at flere oplysninger altid er bedre en færre, da det øger viden og derfor også alternativerne til stede for rationelle afgørelser og handlinger. Eksempelvis minoriteter med høje rater af afvigelse kunne målsættes for fokuserede uddannelsesprogrammer målrettet på reduktionen af aggressiv adfærd. Og de fleste minoritetsmedlemmer kan have en intens interesse i at blive informeret om kriminel adfærd inden for deres egen gruppe, så de bedre kan gennemtvinge interne gruppetiltag af socialisation og social kontrol.

Under de nuværende omstændigheder af politisk korrekthedskultur der gennemsyrer akademiske sfærer, er social videnskab ikke i stand til at opfylde sin kritiske funktion i samfundet, da de fleste sociale videnskabsmænd har internaliseret den politiske korrektheds normer så fyldestgørende, at de har vanskeligt ved at blive bevidste om hvor meget deres egen tænkning og adfærd (såvel som deres kollegers adfærd, universiteter, journalister og så videre) er påvirket. Mange af dem svømmer bogstaveligt talt i Politisk Korrekt kultur som fisk i vandet: ude af stand til at opnå tilstrækkelig distance for kritisk refleksion eller gøre Politisk Korrekthed til emne for systematisk undersøgelse.

Politisk Korrekthed forårsager mange debatter bærende fra videnskabelige områder til sfæren af politiske stridigheder, hvor målet er, at overtale offentligheden, ikke fremme sandheden:

”Visse områder af sociale videnskabsundersøgelser er så tæt knyttet til den offentlige bevidsthed om sensitive politiker, at en objektiv, lært diskussion af dem nu er umulig. I stedet for en åben debat – hvor deltagerne er forberedte på at blive overtalt med argumenter og beviser, i modsætning til deres initierede antagelser, er vi blevet vante til retoriske konkurrencer – hvor konkurrerende lejre fyrer hober af data og tendentiøse analyser frem og tilbage mod hinanden, i et forsøg på at vinde kampen om at få den offentlige mening på deres side. Til tider er pressen en aktiv deltager i disse kampe, selektivt rapporterende fundene der bekræfter de ”Politisk Korrekte” synspunkter. Emner som race,køn og seksuelle præferencer er særligt ømtålelige overfor denne politiseringsproces”. (Loury 1994).

Opfattelsen af ”objektiv sandhed” i sig selv baner vej for et koncept af ”partisan-videnskab”: ligesom klassisk marxisme som definerede sand videnskab som tagende parti for proletariatet,

”Undersøgere identificerende sig med visse grupper advokerer for tilgange til deres discipliner reflekterende deres særlige perspektiv – en feminist, eller sort, eller homoseksuel tilgang til historien, sociologien, økonomien, antropologien og så videre”. (Loury 1994)

Svaret på spørgsmålet spurgt i titlen på dette papir, kan det muligvis konkluderes, at Politisk Korrekthed helt sikkert er en meget Janusansigt-agtig ting: et menneskeligt civilisationsfremskridt såvel som et barnligt overgangsfænomen – og at visse betydelige selvafklaringer og selvkritiker kan være nødvendige for at være sikker på, at den ikke bliver en næsten uhelbredelig (grundet ukendtheden) slags kollektiv sindsforstyrrelse.

Hans Geser
Januar 2008, version 1.0