Politisk Korrekthed – Marxismens hævn

FrontPage Magazine: Du gør den skarpsindige observation af hvordan Politisk Korrekthed avler ondskab gennem “den vold den gør mod menneskers sjæle, ved at tvinge dem til at sige eller antyde hvad de ikke tror, men ikke må stille spørgsmålstegn ved” Kan du tale lidt om det? Theodore Dalrymple: Politisk Korrekthed er kommunistisk propaganda skrevet i småt. I mine studier af kommunistiske samfund, er jeg kommet til den konklusion, at kommunistisk propaganda ikke var for at overtale eller overbevise, ej heller for at informere, men for at ydmyge; og derfor, jo mindre det svarede til virkeligheden, jo bedre. Når folk er tvunget til at tie når de bliver fortalt de mest indlysende løgne, eller hvad værre er, bliver tvunget til selv at gentage disse løgne, mister de én gang for alle deres retsindighed. At samtykke med åbenlyse løgne, er at samarbejde med ondt og i det små selv blive ond. Den enkeltes modstandskraft mod alt er derfor eroderet, endog destrueret. Et samfund med kastrerede løgnere er let at kontrollere. Jeg tror, at hvis du undersøger Politisk Korrekthed, har det samme effekt og dette er også meningen.  Jeg har hørt folk der er vokset op i kommunistiske lande sige, at vi her i Vesten er mindst lige så hjernevaskede med Multikulturalisme og Politisk Korrekthed, som de nogensinde var med kommunisme, måske endda mere. Selv i østblokkens velmagtsdage var der systemkritikere i disse lande. Det skræmmende er, at jeg sommetider tror at de har ret.  

Men hvordan er det muligt? Har vi ikke ytringsfrihed her? Og har vi ikke noget Gulag? 

Det simple faktum er, at vi aldrig vandt den kolde krig så afgørende som vi skulle have. Ja, Berlinmuren faldt og Sovjet kollapsede. Dette fjernede den militære trussel mod Vesten, og den mest hardcore økonomiske Marxisme led et nederlag som troværdigt alternativ. Dog, en af de virkeligt store fejltagelser vi gjorde efter Den Kolde Krig var, at erklære socialismen for død, og derfor noget man ikke behøvede bekymre sig om. Her er vi så, næsten en generation senere, opdagende at Marxistisk retorik og tanke har gennemtrængt hvert eneste lag i vores samfund, fra universiteter til medier. Islamisk terrorisme forklares med “fattigdom, undertrykkelse og marginalisering”, en klassisk marxistisk fortolkning.  Hvad der skete var, at mens Sovjetunionens “hårde” Marxisme er kollapset, i det mindste for nu, så har Vestens venstrefløjs “bløde” Marxisme faktisk vokset sig stærkere, delvist fordi vi vurderede den som mindre truende. De “hårde” marxister havde interkontinentale nuklearmissiler, og sagde åbenlyst, at de ville “begrave” os. De “bløde” marxister taler om tolerance og virker mindre truende, men deres mål om at kuldkaste det onde kapitalistiske Vest, er den samme. Faktisk er de farligere, netop fordi de skjuler deres virkelige mål under forskellige betegnelser. Én af læserne på Fjordmans blog påpegede, at vi aldrig havde en af-Marxifisering efter Den Kolde Krig, i stil med af-Nazifisering efter Anden Verdenskrig. Han tænkte på det tidligere Sovjetunionen og landene i Østeuropa, men han skulle sandsynligvis have inkluderet deres marxistiske medløbere, deres sympatisører og apostle i Vesten. Vi konfronterede aldrig helt marxismens ideologi og viste, at hundrede millioner af menneskers lidelser var et direkte resultat af marxistiske ideer. Vi antog bare, at marxismen var død og drog videre, og tillod mange af dens idealer at mutere til nye former, og mange af dens forbilleder at fortsætte deres arbejde uforstyrret, til tider fyldt med hævn og et fornyet mål for endnu et angreb på Vestens kapitalisme.  Vi betaler nu prisen for dette. Marxismen har ikke bare overlevet, men den trives og er på nogle områder blevet stærkere. Venstreorienterede ideer om Multikulturalisme og de-facto åbne grænser har opnået et veritabelt herredømme i den offentlige diskurs og kritikere deraf bagvasket og dæmoniserede. Ved at skjule deres hensigter bag betegnelser som “anti-racisme” og “tolerance”, har venstrefløjen en grad af offentlig censur de aldrig havde drømt om, havde de åbenlyst erklæret at deres intentioner er at radikalt ændre vestlig civilisation og destruere dens grundlag.  

 

Venstrefløjen er blevet ideologiske forældreløse efter Den Kolde Krig, eller måske skulle man kalde dem ideologiske lejesoldater. Selvom det levedygtige økonomiske alternativ til kapitalisme ikke virkede, sank deres had til dette system ikke til bunds, det transformerede sig bare til andre former.

Multikulturalisme er bare et andet ord for “del og hersk”, sendende forskellige etniske og kulturelle grupper mod hinanden og destruere vestlig sammenhængskraft indefra. Folk der lever i tidligere kommunistiske lande vidste i det mindste, at de deltog i et gigantisk socialt eksperiment, og at medierne og autoriteterne serverede propaganda for at sikre sig opbakning til projektet. Alligevel deltager det tilsyneladende frie Vesten i et gigantisk socialt eksperiment med

Multikulturalisme og muslimsk immigration, lige så radikalt, utopisk og potentielt farligt som kommunismen, søgende at transformere vores ganske samfund fra top til bund, og alligevel nægter vi at erkende at det foregår. I Norge, en lille skandinavisk nation, der indtil for nylig var 99% hvid og lutheransk kristent, vil snart være en minoritet i deres egen hovedstad, senere i hele landet. Alligevel insisterer norske politikere, journalister og universitetsprofessorer på, at der ikke er noget at bekymre sig om.

Multikulturalisme er ikke noget nyt, ej heller er immigration. Faktisk var vores konge et århundrede siden født i Danmark, så at have en hovedstad domineret af pakistanere, kurdere, arabere og somaliere, er bare “business as usual”. Den mest massive transformation af landet i tusind år, sandsynligvis i beskrevet historie, bliver behandlet som om det er den mest naturlige ting i verden. Bare at antyde at der kunne være noget forkert med dette, er øjeblikkeligt blevet udråbt som “racisme”.  Eric Hoffer har noteret sig, at “det er åbenlyst, at en omvendende massebevægelse må bryde alle eksisterende gruppebånd, hvis den vil efterfølgende vil være en anseelig vinder. Den ideelle potentielle konvertitter et individ der står alene, som ikke har noget kollektiv denne kan lade sig opløse i, og på denne måde maskere ubetydningsfuldheden, meningsløsheden og udbrændtheden i sin individuelle eksistens. Hvor en massebevægelse finder et overordnet mønster af familie, stamme, land og så videre, i en tilstand af sammenbrud og forfald, rykker den ind og kasserer høsten. Hvor den finder det overordnede mønster i god stand, må den angribe og ødelægge”. Dette korresponderer nøjagtigt med Vestens venstrefløjs adfærd i vor tid.  

I Tyskland dissekerer Hans-Peter Raddatz i sin bog “Allahs Frauen”, den destruktive attitude af Multikulturalisme, der er delt af så mange embedsmænd, journalister, politikere og jurister i Tyskland og E.U. Han dokumenterer i særdeleshed, hvordan det tyske parti “De Grønne”, har et program for afmonteringen og opløsningen den kristne almenkultur, der indtil videre har været Tysklands og Vestens fundament. Raddatz mener, at årtier med muslimsk immigration, er blevet brugt som instrument til nedbrydning af institutioner, normer og ideer, som venstrefløjen tidligere har forsøgt at nedbryde gennem økonomi. Fra magtfulde positioner i medierne, offentlige institutioner og uddannelsesinstitutioner, arbejder disse multikulturalister på et større projekt om fornyelse af vestlig civilisation, der, ifølge dem, er slået fejl. En norsk avis ved navn Dagens Næringsliv fremlagde det faktum, at den største “anti-racist”-organisation i landet, SOS Racisme, var voldsomt infiltreret af kommunister og venstrefløjsekstremister. De infiltrerede organisationen i de sene firsere og de tidlige halvfemsere, med andre ord i forbindelse med kommunismens kollaps i Østeuropa. De gik direkte fra kommunisme til Multikulturalisme, hvilket skulle indikere, at i det mindste nogle af dem opfattede multikulturalismen som videreførelsen af kommunismen med andre midler. Det råber til himlen om den tætte forbindelse mellem økonomisk marxisme og kulturel marxisme. De har bare forskellige veje til at nå samme resultat.  Meget af det politiske venstre fremstiller ganske enkelt deres modstandere som onde, i stedet for at rationelt argumentere for deres ideer. At brændemærke enhver der kritiserer massiv immigration som “racist” eller “fascist”, er efterhånden blevet så almindeligt, at anti-islamister harm skabt et nyt ord for det: “Hitling”, som løseligt kan oversættes til “at gøre som Hitler”. Logikken bag “Hitling” er i stil med: “Du har skæg. Hitler havde også ansigtsbehåring, så du må være som Hitler”. “Hitler kunne lide hunde. Du har også kæledyr, så du må være som Hitler”. “Hitler var vegetar. Du kan lide gulerødder, så du er som Hitler”.  Enhver højreorienteret kan tilsvines med sådanne beskyldninger. Sært nok er det modsatte næsten aldrig tilfældet. Selvom marxismen har myrdet 100 millioner mennesker gennem det tyvende århundrede, og fejlede i hvert eneste samfund det har afprøvet, lader det til, at der er meget lidt stigmatisering forbundet med at være venstreorienteret. Det faktum, at venstrefløjen kan slippe af sted med dette, og samtidigt påberåbe sig den høje moral beviser, at vi ikke vandt Den Kolde Krig. Vi lod paraderne falde efter murens fald i Berlin, og fik aldrig rigtigt undsagt ideologien. Dette kommer nu tilbage for at hjemsøge os.

Et medlem af anti-immigrationspartiet i Storbritannien erklærede, at blive kaldt racist i det 21 århundredes Storbritannien er ” det samme som at blive brændemærket som heks i Middelalderen” Han har sandsynligvis ret, hvilket betyder, at anti-racisme er blevet vor tids heksejagt. Naomi Klein, canadisk aktivist og forfatter af bogen “No Logo”, er en yndling af venstrefløjen. Hun hævder, at den virkelige årsag til islamisk terrorisme er vestlig racisme, der kan spores tilbage til Sayyid Qutb´s personlige erfaringer, som var moderne islamisk jihad-teoretiker, mens han var i U.S.A. i fyrrerne. “Det virkelige problem”, konkluderer hun, “er ikke for meget multikulturalisme, men for lidt”. “Mere multikulturalisme”, hævder hun, “vil frarøve terroristerne deres største rekrutteringsredskab: vores racisme” Robert Spencer er dog ikke så imponeret over Kleins logik og historiske kundskab: “Qutb´s verdenstransformerende raseri?” “Er det virkeligt Qutb´s?”. “Kan vor tids islamiske terrorisme virkeligt tilskrives ham, ville der ikke have været nogen tegn på et politisk eller voldeligt Islam før 1948. Men faktisk blev Muslim Brotherhood, som Qubt var medlem af, grundlagt, ikke i 1948, men i 1928, og ikke af Qubt, men af Hasan Al-Banna. Det var Al-Banna, ikke Qubt, der skrev: “I (muslimsk) tradition er der klar indikation for en forpligtelse for at bekæmpe Bogens folk (jøder og kristne), og Gud fordobler faktisk belønningen til dem der bekæmper dem. Jihad er ikke kun mod polyteister, men mod alle der ikke omfavner Islam”  Paul Berman deler heller ikke Kleins fortolkning. Ifølge ham viser Qubt´s bog fra 1940´erne “Social Justice and Islam”, at selv før hans rejse til U.S.A., var Qubt ganske pænt involveret i islamisk fundamentalisme, selvom det muligvis er blevet værre efter hans møde med vestlig amoral. Ifølge Berman var det virkeligt farlige element i amerikansk liv ifølge Sayyid Qubt ikke kapitalisme, udenrigspolitik, racisme eller kvinders frigørelse. Det virkeligt farlige element ligger i

Amerikas adskillelse af kirke og stat.  – den moderne politisk ældgamle kristne arv om adskillelse af det hellige og de sekulære. Islams virkelige helte skulle samles til hvad Qubt i sin bog “Milestones” kalder en fortrop. Denne fortrop af ægte muslimer skulle genvække kalifatet og tage Islam til verden, som Muhammed havde gjort det. I “Milestones” skriver Qubt, at Jihad vil fortsætte, indtil hele verden står til regnskab for Islam. At “Islam kom til denne verden for at etablere Guds regler på Guds jord”. “Islam har ret til at fjerne alle hindringer der står i vejen, den har ret til at fjerne alle institutioner og traditioner verden over, der er i modsætning til dette” “Guds love på jord kan kun etableres gennem det islamiske system” Hvad har dette med vestlig racisme at gøre? Hvorfor begyndte Jihad tusind år før vestlig kolonialisme overhovedet berørte islamisk jord? Hvad med de ti-tals millioner af mennesker i Indien der blev myrdet på grund af islamisk Jihad? Var det grundet vestlig racisme? Det siger Naomi Klein ikke noget om. Hun bebrejder bare Vesten. Og hun er langt fra den eneste der lider af den tvangstanke. Kommenterende på Jihad-oprøret i Frankrig i efteråret 2005, erklærede filosof Alain Finkielkraut: “Man vil i Frankrig meget gerne reducere disse oprør til en social dimension, at se dem som oprør fra unge fra forstæderne, der kæmper mod deres situation, imod den diskrimination de lider under og imod arbejdsløshed. Problemet er bare, at de fleste af disse unge er sorte eller arabere med en muslimsk identitet. Der er også i Frankrig andre immigranter hvis situation er vanskelig – kinesere, vietnamesere, portugisere – og de deltager ikke i disse oprør. Det står derfor klart, at denne revolte var af etno-religiøs karakter. Disse mennesker blev behandlet som oprørere, som revolutionære. De er “interessante”. De er “jordens stakler”. “Forestil dig et øjeblik, at det var hvide, som i Rostock i Tyskland. Med det samme ville alle sige: “Fascisme tolereres ikke” Når en araber afbrænder en skole, er det oprør” “Når en hvid gør det, er det fascisme” Ondskab er ondskab uanset farve. I et interview med den danske avis weekendavisen, sagde Finkelkraut: “Racisme er den eneste ting der stadig kan vække vrede hos intellektuelle, journalister og folk i underholdningsbranchen, med andre ord eliten. Kultur og religion er kollapset, kun racisme er tilbage. Og den fungerer som en intolerant og inhuman afgudsdyrkelse” “En leder af én af organisationerne mod racisme havde den frækhed at referere til politiets aktioner i de parisiske forstæder, som etnisk udrensning” “Den slags udtryk brugt i den franske situation indikerer en overlagt manipulation med sproget. Desværre har disse sindssyge løgne overbevist offentligheden om, at ødelæggelsen af forstæderne skal anskues som en protest mod eksklusion og racisme” “Jeg tror, at den vidtløftige idé om “krigen mod racisme” gradvist er ved at ændre sig til en hæslig falsk ideologi. Og denne anti-racisme vil være for det 21 århundrede, hvad kommunismen var for det 20 århundrede: En kilde til vold” 

Måske er Frankrig blevet offer for Jean-Paul Sartres nihilisme? Roger Scruton skrev om hans fortsatte indflydelse i The Spectator: “Franskmændene er aldrig kommet sig efter Sartre og vil muligvis aldrig komme sig. For de har været nødt til at leve med et intellektuelt establishment der vedholdende har fornægtet de to ting der holder landet samlet: Kristendom og ideen om Frankrig. Denne anti-middelklasse attitude fra venstrefløjens intellektuelle har erobret den politiske proces. Det er takket være denne elite at det vanvittige projekt E.U. er blevet uudsletteligt indskrevet i den franske politiske proces, selvom det franske folk afviser det. Det er takket være denne elite, at masseimmigrationen til Frankrig af muslimer der ikke kan assimileres er blevet både tilskyndet og finansieret. Det er takket være denne elite at socialismen er blevet så effektivt indlejret i den franske stat, så at ingen nu kan reformere den.  Karl

Marx selv sagde, at “Meningen med fred er fraværet af opposition til socialismen”, en overbevisning der korresponderer næsten nøjagtigt med den islamiske ide om fred, som fravær af opposition til islamisk lov. Kulturel

Marxisme – eller Politisk Korrekthed – og Islam deler det samme totalitære verdenssyn og instinktivt enes om deres modstand mod fri diskussion, og ideen om at ytringsfrihed skal indskrænkes når den er “anstødelig” mod visse grupper.

Tidligere muslim Ali Sina siger, at der meget lille forskel mellem venstrefløjen og Islam. Hvad der mangler i begge disse trosretninger er en troskab mod Den Gyldne Regel. Ligesom for muslimer, så er alt islamisk pr. definition godt og alt ikke-islamisk pr. definition forkert og ondt. For venstrefløjen er alt pr. definition undertrykt og godt og alt på højrefløjen er pr. definition undertrykkende og ondt. Facts er ligegyldige. Retfærdighed bedømmes ud fra hvem du er, og ikke hvad du har gjort. “Politisk Korrekthed er en intellektuel sygdom. Den betyder belejlig løgn, når sandheden ikke er belejlig. Denne praktik er så vidtspredt og almindelig, at den anses for normal”. Sina citerer også historiker Christopher Dawson i skrift: “Det er nemt nok for et individ at antage en negativ attitude af kritisk skeptisme. Men hvis samfundet som hele forkaster alle positive overbevisninger, er det forsvarsløst mod de disintegrerende effekter af egoisme, og private interesser. Ethvert samfund er i sidste instans afhængig af fælles principper og fælles idealer, og hvis det ikke appellerer moralsk eller spirituelt til medlemmernes loyalitet, må det uundgåeligt kollapse. “Dette vil være enden på multikulturalismen, og man kan have en mistanke om, at det var meningen fra begyndelsen af” En anden tidligere muslim, forfatter Ibn Warraq besøgte Danmark for at promovere sin bog “Why I am not a Muslim”. I et interview erklærede Ibn Warraq, at der blandt især venstreorienterede er et post-kolonialt skyldkompleks der konstituerer en næsten uoverstigelig forhindring for enhver kritik af Islam og Tredie Verdenskulturer. Venstrefløjen har derfor tilsidesat deres egne universelle værdier, til fordel for en farlig relativisme. Ibn Warraq pointerer, at mere end halvtreds år efter at vesten forlod den Tredie Verden, blamerer venstrefløjen stadig de tidligere kolonialister  for alt dårligt i Afrika og Mellemøsten, mens de samme venstreorienterede kun ti år efter kommunismens fald blamerede Ruslands problemer med uforbeholden kapitalisme. “Venstrefløjen nægter at søge svar andetsteds. Samtidig er de, på grund af Marx, vant til at lede efter økonomiske forklaringer på alt. Derfor søger de forklaringer på Islamisk terrorisme i en økonomisk situation. Men det er et mysterie for mig, hvordan 200 døde mennesker i Madrid skal kunne hjælpe de fattige i den islamiske verden” Den tjekkiske republiks præsident Vaclav Klaus, der har personlig erfaring med livet under socialisme, advarer at den måske ikke er så død som man tror: “Vi kan sandsynligvis med en vis sikkerhed sige, at “hardcore-versionen” af kommunismen er ovre. Dog, femten år efter den kommunistiske kollaps, er jeg bange for at mere nu end tidligere i den bløde version af social-demokrati, som er blevet – under forskellige navne velfærdsstaten, den dominerende økonomiske og sociale model i vores øjeblikkelige vestlige civilisation. Den bygger på en stor formynderisk stat, på udstrakt regulering af menneskelig adfærd og på storstilet redistribuering af indkomst. “Den explicive socialisme har mistet sin appel og vi skulle ikke have den som rival i dag”. Klaus advarer mod, at iliberale ideer gør comeback i forskellige former: “Disse ideer er dog, på mange måder i lighed med den. der er altid en begrænsning af menneskelig frihed, der er altid en ubeskeden “påtvingelse af et gode” af de der er “salvede”, mod andre mod deres vilje”. “De øjeblikkelige trusler mod friheden gemmer sig måske under forskellig dække, de er måske bedre til at skjule deres virkelige natur, de er måske mere raffinerede end tidligere, men de er – principielt – de samme som de altid har været” Kulturel Marxisme har rødder så langt tilbage som 1920´erne, da nogle socialister advokerede for angreb på den vestlige civilisations kultur, for at gøde vejen for socialistisk transition.

Kulturel marxisme er derfor ikke et nyt begreb. Den har eksisteret side om side med økonomisk marxisme gennem generationer, men den accelererede fra tresserne og halvfjerdserne. Da Sovjetunionen kollapsede og Kina optog kapitalismen, hoppede de økonomiske marxister også på det “kulturelle tog”, eftersom det var det eneste der var tilbage. De kan ikke præsentere et reelt alternativ, men det er de ligeglade med. De tror virkeligt på, at vi her i Vesten er så onde og udnyttende, at bogstaveligt talt alt andet er bedre, selv et islamisk kalifat. The Free Congress Foundation har en interessant online-pamflet der hedder Political Correctness: A Short History of an Ideology, redigeret af William S Lind. Ifølge Lind vil Politisk Korrekthed ændre vores adfærd, tanke, ja, selv de ord vi bruger. Den har den faktisk allerede i udstrakt grad. “Hvem eller hvad der styrer sproget, styrer også tankerne” Politisk Korrekthed er faktisk Kulturel Marxisme. Forsøget på at oversætte marxisme fra økonomi til kultur begyndte ikke med studenteroprøret i 1960´erne. Den går mindst tilbage til 1920´erne og skrifterne fra den italienske kommunist Antonio Gramsci. I 1923 i Tyskland skabte en gruppe marxister et institut, der skulle hellige sig denne oversættelse, the Institute of Social Research (senere kendt som Frankfurterskolen). Én af dens grundlæggere, George Lukacs, erklærede dens formål med svaret på spørgsmålet: “Hvem skal redde os fra vestlig civilisation?” Lind mener, at der er store ligheder mellem klassisk og kulturel marxisme. “De er begge totalitære ideologier. Politisk Korrektheds totalitære natur kan ses på universiteter, hvor Politisk Korrekthed har overtaget ytringsfriheden, pressefriheden og selv tankefriheden er elimineret. “I dag hvor den økonomiske marxisme er død, udfylder den kulturelle marxisme dens sko. Mediet er ændret, men beskeden er den samme: et samfund af radikal egalitet gennemtvunget af staten” “På samme måde som i klassisk økonomisk marxisme er visse grupper, som eksempelvis arbejdere og bønder pr. definition gode og eksempelvis kapitalejere og borgerskabet pr. definition onde. I den kulturelle marxismes politiske korrekthed er visse grupper gode, som eksempel feministiske kvinder. Ligeledes er hvide mænd automatisk determinerede til at være onde, og bliver derved en pendant til borgerskabet i Økonomisk Marxisme. Både økonomisk og kulturel marxisme har en analysemetode der automatisk giver de svar de gerne vil have. For den klassiske marxisme er det Marxistisk Økonomi. For Kulturel Marxisme er det Dekonstruktion. Dekonstruktion tager i sin essens enhver tekst, fjerner enhver mening fra teksten og indfører derefter den ønskede mening.  

Raymond V Raehner enig med Lind i, at Politisk Korrekthed er Marxisme med alt hvad dette indebærer: tab af ytringsfrihed, tankekontrol, omvendelse af traditionel social orden, og ultimativt, den totalitære stat. Ifølge ham forestillede Gramsci en lang march gennem samfundets institutioner, inklusive regering, det juridiske system, militæret, skolerne og medierne. Han konkluderede også, at så længe folket havde en kristen sjæl, ville det ikke være muligt at få dem til at respondere på den revolutionære appel. En anden af de tidlige kulturelle marxister, Georg Lukacs, noterede sig, at en sådan verdensomvæltelse af værdier ikke kan finde sted uden udryddelse af de gamle værdier og skabelsen af nye af de revolutionære. Ved et møde i Tyskland i 1923 foreslog Lukacs at indføre konceptet “Kulturel Pessimisme”, i et forsøg på at forstærke tilstanden af håbløshed og fremmedgørelse af folk i Vesten, som et nødvendigt skridt for revolutionen. William S Lind peger på, at denne kulturelle marxisme der havde sin begyndelse efter den marxistiske revolution i Rusland i 1917, ikke tog rødder i andre lande. Marxisterne prøvede at analysere sig frem til grunden til dette, og fandt forklaringen på dette i den vestlige kultur selv. Gramsci sagde, at arbejderne aldrig vil se deres sande klasseintersesser, som definerede af Marxismen, før de er befriet fra vestlig kultur, og i særdeleshed fra den kristne religion. – at de i forhold til deres sande klasseinteresser er forblændede af kultur og religion. Lukacs, som anses for den mest brilliante marxistiske teoretiker siden Marx selv, sagde i 1919, “Hvem vil redde os fra vestlig civilisation?” 

John Fonte beskriver hvordan denne kulturelle krig i øjeblikket udspilles i U.S.A. i sin kraftfulde tekst: “Why There Is A Culture War: Gramsci and Tocqueville in America”. Ifølge ham kæmpes der under overfladen af amerikansk politik, en intens ideologisk kamp mellem to verdenssyn. “Jeg vil kalde disse for “Gramcsianere” og Tocquevillianere” efter de intellektuelle der auterede de modstridende ideer – det tyvende århundredes italienske tænker Antonio Gramsci, og, selvfølgelig, det nittende århundredes franske intellektuelle Alexis de Tocqueville. Indsatserne er høje i kampen mellem den intellektuelle arv fra disse to mænd, da der er tale om intet mindre end hvilket land U.S.A. skal være i de kommende årtier.  Antonio Gramsci (1891-1937), marxistiske intellektuel og politiker, mente at det var nødvendigt først at deligitimere det dominerende trossystem af prædominerende grupper og skabe et mod-herredømme (eksempelvis et nyt værdisystem for de underordnede grupper) før de marginaliserede kunne blive magtautoriteter. Endvidere, fordi hegemoniske værdier gennemtrænger alle sfærer af det civile samfund – skoler, kirker, medier og frivillige organisationer – er det civile samfund i sig selv den store slagmark om herredømme, “krigen om position”. Ud fra dette synspunkt fulgte en “sandhed”, som Gramsci skulle blive kendt for (og som gav ekko i det feministiske slogan) – at alt liv er politisk. Derfor er privatliv, arbejdsplads, religion, filosofi, kunst, litteratur og samfundet generelt er alle slagmarker i kampen for at opnå social transformation. Dette er ifølge Fonte selve kernen i det Gramsciansk-Hegelianske verdenssyn – gruppebaseret moral, eller ideen om at moral er det der tjener de “undertrykkede” eller “marginaliserede”, etniske, racemæssige og kønsmæssige grupper. Konceptet om “internaliseret undertrykkelse” er det samme som den Hegeliansk-Marxistiske forestilling om “falsk bevidsthed”, i hvilken folk i de underordnede grupper internaliserer (accepterer) værdierne og tankemåderne fra deres undertrykkere i de dominerende grupper. Dette er klassisk Hegeliansk-Marxistisk tænkning – handlinger (inklusive ytringsfrihed) der “objektivt” skader folk i de underordnede grupper er uretfærdige (og burde forbydes). Han sporer hvordan Gramscis ideer om Kulturel Marxisme har spredt sig gennem vestlige akademier.

Juraprofessor Catharine MacKinnon skriver i “Toward a Feminist Theory of the State (1989), “Lovens regler og mændenes regler er én og samme ting, udelelig, fordi statsmagt, legemliggjort i lov, eksisterer gennem samfundet som maskulin magt”. “Derudover er maskulin magt systemisk. Tvunget, lovliggjort og bevidst er det et regime”. MacKinnon har argumenteret for, at sexchikane essentielt er et spørgsmål om magt udøvet af den dominerende gruppe mod den underordnede gruppe. Ved en akademisk konference sponseret af University of Nebraska blev der udtalt det synspunkt, at “hvide studerende har desperat brug for formel “træning” i racemæssig og kulturel bevidsthed. Det moralske mål for en sådan træning skulle omgøre hvide forestillinger om privatliv og individualisme” Dette kan til tider ophobe sig til veritabel hjernevask skjult som kritisk tænkning. Fonte nævner, at ved Columbia University, bliver nye studerende opfordret til at slippe deres egne sociale og personlige overbevisninger der fostrer ulighed. For at opnå dette insisterer Katherine Balmer, assistenten for dekanen for førsteårsstuderende, at træning er nødvendig. Ved slutningen af orienteringen for førsteårsstuderende ved Bryn Mawr i de tidlige halvfemsere, “brød de studerende fri” af “undertrykkelsens cyklus” og blev “ændringsagenter”.

Syracus Universitys multikulturelle program er designet til at lære studerende, at de lever “i en verden fyldt med mangeartede undertrykkelsessager, inklusive racisme” John Fonte mener, at den primære modstand mod fremdriften af Kulturel Marxisme i U.S.A. kommer fra et modstridende hjørne han benævner “kontemporær Tocquevillianisme”. “Dens repræsentanter tager Alexis de Tocquevilles essentielle empiriske beskaffenhed af amerikansk ekseptionalisme og fejrer denne ekseptionalismes træk, som normative værdier der skal favnes” Som Tocqueville nævnte i 1830´erne: “Amerikanere i dag er meget mere individualistiske, religiøse og patriotiske end en hvilken som helst sammenlignelig nation”. Hvad der især var ekseptionelt for Tocqueville, er den ligerettede vej til modernitet. I modsætning til andre modernister kombinerede Amerika stærk religion og patriotisk overbevisning med dynamik, vedholdende entreprenøriale energi, der understregede lighed for individernes muligheder og ufravigelige hierakiske  og askriptive gruppetilknytning.  Slaget bliver nu udspillet i de fleste offentlige amerikanske institutioner. Tocquevillianere Gramscianere tørner sammen i næsten enhver sammenhæng af betydning. Tocquevillianere mener, at der er objektive moralske sandheder er gældende for alle mennesker til alle tider. Gramscianere mener at moralsk sandhed er subjektiv og afhænger af historiske omstændigheder. Tocquevillianerne tror på personlig ansvarlighed.

Gramscianere mener at det personlige er politisk. I den endelige analyse favoriserer Tocquevillianerne transmissionen af det amerikanske regime; Gramscianerne dets transformation.  Mens Økonomisk Marxisme virker død, så har den Hegelianske variant artikuleret af Gramsci og andre ikke blot overlevet Berlinmurens fald, men fortsat for at udfordre den amerikanske republik på dens mest værdsatte ideer. For mere end to århundreder har Amerika været en ekseptionel nation, en nation hvis vedholdende entreprenøriale dynamik har været afstemt af patriotisme og en stærk religiøs-kulturel kerne. Den ultimative triumf for Gramscianismen ville betyde enden på denne ekseptionalisme. Amerika ville endeligt blive europaiseret: statist, gennemsekulært, post-patriotisk og optaget af gruppehierakier og grupperettigheder i hvilke ideen om lighed for loven, som forstået af amerikanere endeligt ville være forkastet. Under overfladen af vore tilsyneladende fredsommelige tider, er de ideologiske, politiske og historiske indsatser er enorme.  

Storbrittaniens Anthony Browne skriver i “The Retreat of Reason” om hvordan de Politisk Korrekte er mere intolerante overfor anderledestænkende end traditionelt liberale eller konservative, eftersom tidligere tiders liberale accepterede det uortodokse som normalt. Faktisk var retten til at være anderledestænkende en mærkesag for klassisk liberalisme. De politisk korrekte giver ikke denne ret en høj prioritet. Det forstyrrer deres programmerede sind. De der ikke indretter sig, skal ignoreres, lukkes munden på eller nedgøres. Der er en slags totalitarisme over Politisk Korrekthed, fordi de politisk korrekte mener at de ikke bare er på den rigtige side, men mener at dem de er imod, ikke bare tager fejl, men er onde. I jagten på det dydige mener de politisk korrekte, at de er berettigede til at indskrænke de onde synspunkter fra dem de er uenige med. Folk der overskrider de politisk korrektes overbevisning, ses ikke bare som forkerte, at blive debatteret med, men som onde, som emner der skal fordømmes, gøres stiltiende og foragtes. Opstandelsen af politisk korrekthed repræsenterer et angreb, ikke bare på fornuft og liberal demokrati. Browne definerer Politisk Korrekthed so en ideologi, der klassificerer visse grupper af mennesker som ofre, med behov for beskyttelse for kritik, og som får troende politisk korrekte til at føle, at afvigere ikke bør tolereres. Han advarer også om, at gode intentioner brolægger vejen til helvede. Verden mangler ikke gode intentioner, men den mangler ofte sund fornuft.

 

Dog, Anthony Browne fokuserer mere på den geopolitiske situation for at forklare politisk korrektheds opstandelse, end på marxistiske strategier: Politisk Korrekthed er essentielt produktet af en magtfuld men dekadent civilisation, der føler sig sikker nok til at lade sjælekvaler komme før fornuft, og undertrykke sandheden for godheden. Dog, terroristangrebene d. 11/9 2001, og de der fulgte i Bali, Madrid og Beslan, har ført til en opfattelse af sårbarhed, der har gjort folk langt mere tykhudede om de virkelige gevinster og ulemper ved vestlig civilisation.

 

Til en vis grænse vil fremdriften af østlige magter, som Kina og Indien, i de kommende årtier sikre, at vestlig skyldfølelse vil skrumpe: Endeligt havende lige magter at måle sig med, vil bevirke, at Vesten ikke længere vil føle sig tilbøjelig til at henfalde i selvlede, men vil søge at genfinde sin opfattelse af identitet. Produktet af Vestens unikke uudfordrede position og dens mageløse overflod, Vestens afmatning i forhold til Østen vil sandsynligvis betyde den politiske korrektheds endeligt.

 

Lee Harris overvejer i sin artikel ”Why Isn´t Socialism Dead”, om socialismen ikke er død, fordi socialismen ikke kan dø? Den peruvianske økonom Hernando de Soto, har argumenteret i sin bog ”The Mystery of Capital”, om de tyvende århundredes fejlslagne socialistiske eksperimenter har efterladt menneskeheden med kun éet rationelt valg af hvilket økonomiske system man skal vælge, nemlig kapitalismen. Dog, siger Harris, ”den revolutionære socialists liv er transformeret fordi han accepterer myten om, at en skønne dag vil socialismen triumfere, og retfærdigheden vil sejre. Der er derfor en analogi mellem religion og den revolutionære socialisme, der sigter på læren, forberedelsen og selv rekonstruktionen af individet – en formidabel opgave. ”Det kan meget vel være, at socialismen ikke er død, fordi socialismen ikke kan dø. Hvem ønsker ikke at se de onde og arrogante sat på plads? Hvem mellem de undertrykte og mindrebemidlede kan ikke pirres ved løftet om en verden hvor alle er lige, og alle har hvad de har brug for?”

 

Måske er socialismen lige som en influenza: den bliver ved med at mutere, og så snart dit immunsystem har bekæmpet en slags virus, så skifter den lige netop nok til at din krop ikke genkender den og indsætter endnu et angreb.”

 

Politisk Korrekthed kan opnå absurde højder. Først i juni 2006 arresterede canadisk politi en gruppe mænd der var mistænkt for at planlægge terrorangreb. Gruppen skulle angiveligt have været langt med deres planer om at angribe et antal canadiske institutioner, mellem dem det canadiske parlament, inklusive en mulig halshugning af premierministeren, og Torontos undergrundsbane. Alligevel var den ledende avis Toronto Star´s historie om arrestationen: I detektivernes kontorer var en intrigant graf der plottede sammenhængen mellem de 17 mænd og teenagere, der var anklaget for at være medlemmer af en terrorcelle, der dækkede mindst én væg. Og alligevel, siger kilden, er det svært at se en fællesnævner. Det beredne canadiske politis kommisærassistent Mike McDonnel sagde at de mistænkte alle var canadiske borgere. ”De repræsentable for samfundet. Nogle er studerende, nogle har arbejde, nogle er arbejdsløse”, sagde han. Dog, der var én fællesnævner for de mistænkte, der ikke blev nævnt: ”De var alle muslimer”. Forsideartiklen i New York Times (4 juni), var også et studie i hvordan man undgår ”m”-ordet. De mistænkte terrorister blev refereret til, som ”Ontario-beboere”, ”canadiske borgere), ”gruppen”, ”hovedsagligt af sydasiatisk afstamning” eller ”gode folk”. Alt tænkeligt, bare ikke ”muslimer”. Torontos politichef noterede stolt gennem pressekonferencen efter arrestationerne, at ”jeg gerne vil gøre opmærksom på, at der ikke på noget tidspunkt var én eneste reference til muslimer eller muslimske samfund af politistyrken”. Før anti-terror-kampagnen, havde det canadiske politi modtaget ”sensitivitetstræning”, og var blevet omhyggeligt instruerede i islamiske traditioner, såsom at håndtere Koranen, brugen af bedemåtter og sprænge sig selv i luften i forbindelse med en arrest.

Som Charles Johnson fra Blog Little Green Footballs bemærkede: ”Giver det canadiske politi kristne, jøder og hinduer eller andre trosretninger den slags opmærksomhed? Hvis ikke, så har muslimerne allerede vundet vigtig anerkendelse, som et ”specielt folk”. Kommenterende på arrestationerne skrev The Globe og Mail, at ”det er muligvis historiens mest politisk korrekte terroristanholdelsesaktion” Canada´s hemmelige sikkerhedsapparat, havde ”lagt alvorlige bestræbelser ind i at blødgøre sit image hos muslimer i meget af det tidligere år”

 

Den canadiske forbundsregering overvejede ændringer i anti-terror-loven, for at klargøre at politi og sikkerhedsagenter ikke indgik i religiøs afmåling. The Calgary Sun interviewede en kriminolog, professor Mahfooz Kanwar, der erklærede, at ”Multikulturalisme har været skadelig for harmonien i Canada. Den ghettoiserer folk og får dem til forkert at tro, at isolation af dem selv i deres nye samfund er OK. Det er det ikke. ”Politisk Korrekthed truer os, for vi kan ikke bekæmpe noget vi nægter at sætte mærkat på og forstå”. Kanwar sagde, at omfanget af Politisk Korrekthed under arrestationerne var ”kvalmende”. Det er gået for vidt med den politiske korrekthed. ”Politisk Korrekthed truer vores samfund”, sagde de pakistansk-fødte Kanwar. ”det er minoriteternes opgave at justere sig i forhold til majoriteten, ikke den anden vej rundt”, tilføjede Kanwar. Imens anklagede Den Canadiske Islamiske Kongres den canadiske regering for ikke at bruge penge nok på problemet. De ville have flere penge til at ”videnskabeligt diagnosticere problemerne og anvise løsninger”.

 

De ville også have et landsomfattende ”Smart Integrations program”, hvad det så betyder. Hvis man tager i betragtning, at muslimer i Canada nyligen har presset på for delvis implementering af sharialov i landet, kunne man mistænke at ”Smart Integration” ville betyde, at ikke-muslimer skulle demonstrere en lille smule mere eftergivenhed. Hvis de canadiske myndigheder trods alt havde lyttet til deres landsmand Naomi Klein, ville disse planlagt massemord af canadiske civile udelukkende være et resultat af canadisk racisme og fordi landet ikke var multikulturelt nok. Muslimer vil slå canadiere ihjel, canadiere smiler tilbage og fortæller dem hvor meget de ”respekterer” dem og spørger om der ellers er noget de kan gøre for dem.

 

Dette er hvad Politisk Korrekthed fører til. Det er ikke sjovt og det er ikke en joke. Politisk Korrekthed dræber. Det har allerede slået i tusindvis af vestlige civile ihjel, og hvis den ikke holdes i skak, slår den snart hele nationer, eller i Europa´s tilfælde, hele kontinenter ihjel.

 

Som jeg tidligere erklærede, så er Islam kun en sekundær infektion, man ellers kunne have styrken til at modstå. Kulturel Marxisme har svækket Vesten og gjort os modne til overtagelse. Det er kulturel AIDS, der æder vores immunsystem, indtil vi er for svage til at modstå islamisk infiltrationsforsøg. Den SKAL udryddes, før den udrydder os.

 

Den islamisk-venstreorienterede alliance vil have dybtgående konsekvenser. Enten vil de sejre over vesten, eller de vil begge gå til grunde. Vi vandt aldrig rigtigt Den Kolde Krig så afgørende som vi skulle have gjort. Marxismen fik lov at leve og etablere endnu et angreb på os med snilde og list. Dog, denne flirten med muslimer kunne potentielt vise sig at være mere ødelæggende for marxisterne end Berlin-murens fald.

 

Som William S Lind påpeger: ”Selv om det er i elvte time, så er kampen ikke afgjort. Meget få amerikanere er klar over, at Politisk Korrekthed i realiteten er Kulturel Marxisme i forklædning. Efterhånden som bevidstheden spredes vil trods spredes med den. I øjeblikket trives Politisk Korrekthed med at skjule sig. Gennem trods og gennem uddannelse for vores egen vedkommende (som burde være en del af enhver trods), kan vi flå dens camouflage og afsløre marxismen under dækket af ”sensitivitet”, ”tolerance” og ”multikulturalisme”.

 

Politisk Korrekthed er Marxisme med et lille kirurgisk indgreb. Multikulturalisme handler ikke om tolerance og mangfoldighed. Det er en anti-vestlig hade-ideologi, designet til at afmontere vestlig civilisation. Hvis vi kan vise dette, så er en vigtig del af slaget allerede vundet.