For nogen tid siden under en tale givet ved den årlige Iftar-middag i Det Hvide Hus (Washington´s anerkendelse af markeringen af enden på Ramadan), refererede Udenrigsminister Condoleeza Rice til Islam som ”en religion af fred og kærlighed”.

 

Forfatter og klummeskriver Don Feder sagde om Rice´s tale: ”Der findes ikke større dikotomi mellem den måde Islam portrætteres af vestlige tilhængere, og den måde den praktiseres af dens mere entusiastiske tilhængere. Hvor end et større antal muslimer kommer i kontakt med ”vantro”, bryder jihad løs. Dette er sandt på Vestbredden, som det er i Kashmir, og lige så reelt på Filippinerne som på Balkan, og helt sikkert lige så sikkert i Vestafrika og Indonesien. Uanset realiteterne insisterer vestrefløjen på, at se Islam gennem ”Condo”-farvede briller. Ingen mængde af selvmordsbomber , anti-semitisk agitation, rablende misogyni, forfølgelse af kristne eller nedslagtninger af uskyldige, tillades at forstyrre denne mentalitet”.

 

Helt sikkert ikke alle muslimer er terrorister – enhver gennemsnitlig arabisk eller pakistansk gejstlig planlægger ikke at omvælte Amerika. Men der er heller ikke kun en lille minoritet af ekstremister, der har kapret Islam. Faktum er, at voldelig jihad-krigsførsel ligger ved hjertet af islamisk teologi. Og det er moderen til alle politisk korrekte myter at tro andet.

 

Joseph Schacht noterer i sin bog ”An Introduction to Islamic Law”: “Grundlaget for den islamisk attitude mod ikke-troende er loven om krig; de må enten konvertere, underkaste sig eller blive dræbt”. Der har du din islamiske definition af fred – bøj dig eller dø!

 

Rice sagde også i sin tale: ”Vi i Amerika kender godheden der er hjertet af Islam. Vi har set det på mange måder. Og senest efter orkanen Katrina, hvor muslimske nationer ydede nogle af de mest generøse tilbud om støtte, vi har modtaget”. Ja, moderate muslimer har ydet noget så gode gerninger. Men deres motiver bør altid betvivles.

 

Eksempelvis hævder Robert Spencer i ”The Politically Incorrect Guide to Islam”, at den prominente talsmand for muslimer i Amerika Siraj Wahaj ”ofte præsenteres som en moderat muslim”. I 1991 var han den første muslim nogensinde til at give bøn i Kongressen. Efter angrebet d. 9/11 erklærede Wahaj: ”Jeg føler mig nu forpligtet til at prædike, faktisk gå på jihad mod ekstremisme”. Om dette er hans sande tanker, forbliver uklart”, siger Spencer. ”Han har på den anden side også advaret U.S.A., at det vil falde, med mindre det accepterer islamisk agenda. Han har begrædt, at ”hvis bare muslimerne var politisk smarte nok, kunne de overtage U.S.A., og erstatte dets konstitutionelle regering med et kalifat. I de tidlige 1990´ere, sponserede han taler af Sheikh Omar Abdel Rahman i moskeen i New York City og New Jersey. Rahman blev senere dømt for planer om at sprænge World Trade Center i luften i 1993, og Wahaj var designeret ”potentiel ikke anklaget samarbejdspartner”.

 

Spencer peger også på, at ”moderat Islam ikke eksisterer i nogen signifikant udstrækning i dagens verden”. Han skriver: ”Hvor muslimer fredeligt eksisterer med ikke-muslimer, som i Centralasien og andre steder, skyldes det ikke, at læren om jihad er blevet reformeret eller afvist; den er simpelthen blevet ignoreret, og historien har vist, at den når som helst igen kan blive husket”

 

Hvad mere er, så lærer den islamiske doktrin, at løgn er helt acceptabelt i jihad-krigsførslen mod ikke-troende. Koranen 3:28 siger: ”Tag ikke de ikke-troende som venner, eller hjælp ikke-troende frem for troende. Hvis man gør dette, vil der ikke findes nogen hjælp fra Allah; bortset ved sikkerhedsforanstaltninger, når du sikrer dig selv mod dem”. Med andre ord forbyder teksten muslimers venskab med ikke-muslimer, med mindre det har formålet, at ”beskytte sig mod dem”. Hvilket vil sige, at det for muslimer er tilladeligt at lade som om de er venner med ikke-troende, hvis det i sidste instans betyder, at Islam kommer til at regere over dem.

Rice nævnte også i sin tale, at ”efter det seneste jordskælv i Sydasien, så hele verden hvordan tusinder af muslimer, i dyb iagttagelse af Ramadan, ledede bestræbelserne uden at bryde fasten”. Jamen dog! Hvad er der så stort ved det? I så fald fulgte muslimerne bare deres religion, delvist ved at hjælpe andre muslimer. Epicenteret for det store jordskælv, hvor de største skader fandt sted, var i Pakistan – en islamisk stat. Andre steder der blev hårdt ramt var Afghanistan, hvor 99% af befolkningen er muslimer, og det nordlige Indien, hvor den største koncentration af muslimer i dette land findes.

 

Hvis man virkeligt ønsker at for stå den ”kærlighed” der findes ”i hjertet af Islam”, så prøv lige at se her: ”Ifølge en National Review Online artikel af Deroy Murdock, efter tsunamien der lagde det sydlige stillehav øde, rejste U.S.A. over 350 millioner$ i statshjælp. Australien donerede 810 millioner$, Tyskland 680$ millioner og Japan 500 millioner$. Selv skuespiller Sandra Bullock klarede at give én million$ af sine egne penge. Men de stenrige oliestater – Saudi Arabien, Qatar, De Forenede Emirater, Kuwait, Algeriet, Bahrain og Libyen – bidrog samlet med under 100 millioner $. Hvorfor? En saudisk gejstlig summerede grunden for samtlige islamiske gejstlige i disse lande: ”Det skete til Jul, hvor de horende og korrupte folk over hele verden samledes for at begå hor og seksuel perversion”. Wow! Kunne du mærke hjertevarmen? – det varme favntag af islamisk kærlighed – rækkende ud i medfølelse, ofrende stort håb for de lidende masser?

 

Nej! Islam er hverken en religion karakteriseret af fred eller kærlighed. Den er faktisk en falsk religion. Den giver udtryk for retfærdighed, men er ondskabsfuld helt ind til kernen. Alexis de Tocqueville sagde engang om Islam: ”Jeg har studeret Koranen en hel del. Jeg forlod læsningen med den overbevisning, at der har eksisteret få religioner i verden, der har været så dødelig for mennesket, som Muhammed´s religion…..Dens sociale og politiske tendenser skal i mine øjne frygtes, og derfor anser jeg den for en form for dekadence, mere end en form for progression”.

 

Tocqueville så åbenbart ikke Islam gennem ”Condo”-farvede briller. Ej heller burde vi!